Jeg kan godt lide, når mennesker omkring mig er ærlige og siger deres mening lige ud. Det kan på nogle virke hårdt, specielt hvis det ikke er ros altsammen. På den anden side er det vel rarest at få et ærligt svar, specielt hvis man selv har bedt om det?
En af de ting jeg har lært ved mødet med mennesker er, at der er altid er et goddag og et farvel!
En veninde sagde det også til mig en dag, hvor jeg ytrede ønske om en hund. Det føltes lidt hårdt, da hun sagde at ligeså stor glæden ville være ved at få et nyt familiemedlem, ligeså hårdt ville det være at skulle af med den igen, når den var blevet gammel. Men hun har jo ret! Hver gang vi siger goddag til noget nyt, noget godt og dejligt, vil der altid være et farvel, et tab og et savn.
Nogle gange hjælper det, at høre andre mennesker sige det man tænker, og når jeg nu tænker over mit liv de sidste par år, så har der været mange goddag’er og farvel’er.
Ét af farvel’erne, som følelsesmæssigt har været meget svære, hårde og sårbare, var at sige farvel til min dejlige, kære og højtelskede far. Et kæmpe tab og en stor smerte; et tomrum at sige farvel til et menneske, der altid har været dér i mit liv, støttet mig, vejledt mig, hjulpet mig op, når jeg faldt, altid stået klar med et kram og et lyttende øre. Et kæmpe tab for os alle, der kendte ham. Det er surrealistisk og uforståeligt ikke at kunne ringe til ham, ikke at kunne se ham og kramme ham. Det gør ondt og jeg mærker stadig sorgen, smerten og tabet i hverdagen.
Heldigvis tror jeg på reinkarnation, og ved vi kommer til at gense hinanden.
Min ældste datter oplevede også et farvel, da hun mistede to af sine dejlige kæledyr - hendes kære kanin Stampe, som gik bort på operationsbordet hos dyrelægen, og hendes lille dværghamster Silke, som lå stille i sit bur en morgen inden vi skulle rejse på ferie. Åh, hvor gør det ondt at se sine elskede ulykkelige, at se hendes verden bryde sammen og gå itu. Idag glæder hun sig heldigvis meget over de dejlige kæledyr, vi stadig har.
For det meste gør det ondt at sige farvel, selvom ordet i sig selv jo betyder far vel, som jo i egentlig er positivt.
At sige farvel til et menneske, der har betydet meget for én, er jo også at sige farvel til et kapitel i ens liv. Længden af kapitlet er som sådan underordnet, da det nærmere er de involverede følelser og savnet, der gør ondt. At blive forladt, at være alene og mærke et tomrum.
Nu er jeg jo blevet 40 år og i mit liv har jeg oplevet mange farvel’er såvel som goddag’er. Når følelserne har lagt sig, og det mere eller mindre er blevet hverdag igen, er det tid for refleksion over det forgangne kapitel, refleksion over alt det gode, der var, det gode, der er og det gode, der vil komme. Jeg lærer hele tiden, hvilket jo i bund og grund også er meningen med livet? De største og sværeste tab, er dem vi lærer mest af. Det er også dem, der gør at vi kommer klogere ud på den anden side, for heldigvis læger tiden alle sår, og vi kan rejse os op!
At mennesket er så fantastisk bygget, at vi rent faktisk kommer videre, uanset hvor langt nede eller ude, vi har været, er imponerende! Og det interessante er jo, at vi på sigt bliver stærkere og klogere af det vi gennemgår og lærer i livets skole, så et farvel er måske ikke så skidt endda, at det er ikke er godt for noget?
For det er vel det, meningen med livet er, at foretage en masse valg, danne erfaringer, foretage nye valg og danne nye erfaringer, og når vi så en dag er mætte af livet at kunne lægge os ned og sove den sidste søvn?
Dagen idag er i eftertænksomhedens tegn, og det skal der også være plads til på min blog, hvor jeg vælger at sige "ne pas au revoir, mais a bientôt!" (for de ikke frankofile "ikke farvel, men på gensyn!")
