Så blev det atter december måned...Tænk at det er et helt år siden sidst...Jeg husker det som var det går jeg gik om juletræet.
I år har jeg valgt at lave en kalender, som ikke giver huller i tænderne..Jeg har valgt at fortælle om de små mus, der bor under en sofa, på en gård.
Den første illustration kommer her sammen med teksten, men da historien er en del af et større projekt, bliver det kun en lille appetizer...
God fornøjelse..
Et lille juleeventyr..
Et lille juleeventyr..
1. December
"Åh nej, åh nej, åh nej!" kom det fra det lille musehul under sofaen. "Åh nej, åh nej, åh nej".
Musefar som sad og læste sin avis kiggede bekymret over på musemor. Skulle han nu igen i år høre på alle hendes bekymringer, om at hun ikke kunne nå at blive færdig til juleaften?
"Rolig nu lillemor, rooolig nu, vi når det altsammen, lige præcis som vi plejer hvert år. Ingen grund til bekymring min kære".
Tvivlsomt kiggede musemor på sin mand, mens 7 små sulte musebørn hev i hendes kjole. "Hvordan skal jeg dog nå det hele, når alle vores børn hiver i mig og vil have mad? Pjevs og Mille skal pusles og Dora vil så gerne have flettet sit lange hår. Lille Tot, skal have redt pelsen, og Bettepigen skal have syet sin kjole, og de to store skal have hjælp til at klippe julepynt. Hvordan skal jeg dog nå det?"
Men musemor havde glemt, at gamle Maren, som boede i huset på gården, hvor sofaen stod, hvert år sørgede for godbidder til den lille musefamilie, og ekstra lækkerier op til jul. For her i huset var det kun den frække kat Alfred, som synes det var i orden at drille Familien Mus.
Musefar var dog en meget klog mus, og havde sat små sylespidse søm op uden for musehullet, så katten Alfred fik kradset sin snude, hver gang han kom for tæt på musenes bolig.
De små musebørn synes det var god underholdning, når han mijavede sig og de passede alle på ikke at komme for langt ud af musehullet, for ingen af dem havde endnu glemt den gang, da Lille Tot var overmodig og næsten var endt i Alfreds mund.
Musemor gøs stadig ved tanken, og blev stadig mere bekymret over også at skulle holde øje med Alfred, men gamle Maren plejede at være god til at holde ham ude af stuen.
