MONSTRE, THRILLERS OG GYYYYYYS






Er der noget, der kan få mig til at ligge søvnløs med lyset tændt om natten, er det, hvis jeg har set en thriller eller en gyserfilm. Min sunde fornuft ved jo godt, at der er et filmhold kørende i kulissen, når en scene bliver “skudt”, men det er som om det glider i baggrunden, når mørket sænker sig, og gysene og skrigene lægger sig i underbevidstheden.

Almindelige lyde fra køleskabet eller varmeapparatet kan pludselig forveksles med en serieøksemorders fodtrin eller åndedræt, der bevæger sig gennem køkkenet ud i gangen, hvor han søger efter sit næste offer.

Eller skjorten og den lange uldne cardigan, der pænt hænger på en bøjle på døren, der i en sen nattetime kan forveksles med et altædende spøgelse. Måske jeg skulle overveje at sove med briller på om natten, for at nedsætte uhyggen?

Jeg husker stadig en sommer, hvor jeg havde været i Århus og aflevere pigerne, som skulle på ferie i 3 uger hos deres far. Til toget havde jeg købt den illustrerede udgave af bogen Da Vinci Mysteriet, hvor kunstværker og seværdigheder, der bliver beskrevet også bliver vist.

Togturen retur til hovedstaden føltes som en halv time, fordi fordybelsen i bogen var så stor. Jeg husker stadig hvordan jeg hjemme igen næsten ikke kunne løsrive mig fra bogen, og holdt først en pause, da aftenen var ved at falde på, og mine øjne gjorde krav på at en lampe blev tændt..

Da jeg jo er meget visuel bliver én af de stærkeste personer i bogen albinoen. (Kan kort sige, at jeg aldrig har genlæst bogen eller set filmen for den sags skyld. Ikke fordi bogen ikke var god, men fordi jeg ikke er ekstra udrustet på samme måde som mænd er….). Mit billede af albinoen, var så stærkt at jeg måtte sove med lyset tændt et par nætter i træk og alle skygger blev forvekslet med ham. Så kort sagt jeg var piv bange for at være alene hjemme i lejligheden i de 14 dage!

Så den bog og Hitchcocks små gyserfilm, som jeg kiggede med på gennem fingrene, da jeg var barn, har gjort så stærkt indtryk på mig, at jeg på ingen måde brænder for at læse uhyggelige bøger eller se skumlegyser- eller thrillerfilm. Fik dog overvundet mig selv til at se “Rødhætte”, som egentlig var meget underholdende, med knap så mange gys, som jeg derfor for længst er kommet over.

Nu skal det så siges, at jeg står ved min angst for filmskabte uhyggegyserfilm, og takker pænt nej til at se sådanne, uanset hvor mange vi end er, der måtte sidde sammen undervejs. Nix, nej jeg kan ikke og vil ikke se dem!

Når det så er sagt, har jeg lavet én undtagelse, idet der er ét monster, jeg har accepteret, som faktisk til et vist niveau er velkomment. Det er et monster, som jeg fandt ud af er i min lejlighed, ikke kun om natten, men ofte når det er koldt eller trætheden har det lidt svært ved at forlade kroppen. Det kan også sagtens finde på at dukke op, når jeg vender hjem fra en tur udenfor, og fryser.

Hvem mit monster er, er jo ganske enkelt, for det er selvfølgelig mit dynemonster!!! Det eneste monster som jeg ikke er bange for, men som jeg dog kan have mine magtkampe med, når klokken er 6.00 om morgenen!

Mit dynemonster er godt til at holde mig længe i sengen, og charmer med både varme, skønne og bløde dynekram, og en hvisken i øret: ”Hvorfor skal du stå ud af sengen, når det skal være en kamp, og jeg alligevel vinder?"

Jeg prøver så at ligge helt helt stille i nogle minutter for så at tage kampen op og så én, to, tre er jeg kampklar, og laver et karatespark (hvordan sådan et så end er) og formår at “snørre” dynemonsteret, overmande det, og skynde mig ud ad sengen, stolt af endnu engang at have overvundet mit vidunderlige dynemonster.

“Selvfølgelig skal jeg da op”, det siger sig selv, for jeg skal op og tegne og være kreativ, og gøre det jeg selv synes, jeg er bedst til og i første omgang er det at forevige mit dynemonster, så her er det, vær så god!

At være tro mod sig selv er det det samme som egoisme?


Sidder denne smukke mandag morgen foran min pc. Det sner udenfor og kontrasten til kulden er dampen fra min nylavede kop te. Sneen, er ikke så rar for de trafikale forhold, men her fra 4. sal falder sneen smukt og fnuglet, og så er det bare så fredfyldt at se på.

Idag er en dag med tid til at reflektere en stund.

At stoppe op og give sig selv tid og ro til at mærke efter, er tid, der er guld værd for mig, og for den sags skyld nok også for andre, hvilket ville være med til at nedsætte livsstilssygdommen stress...

Jeg vågnede med en masse tanker tidligt i morges. Tanker omkring forskellige temaer, hvor jeg skal tage stil-ling. Det letteste for mig var at vende mig om og sove en time til...Da jeg atter vågnede, rædbrækket over at have ligget for længe, var tankerne taget til og jeg måtte derfor erkende at det var tid at se dem i øjnene...

For at danne mig et overblik, er det bedste så for mig at sætte mig ned og skrive. Det giver luft i hovedet, og virvaret af tanker, tvivl og evt løsninger bliver overført til papiret, så min underbevidsthed kan komme frem til den rette beslutning. og overblikket atter kan indfinde sig og resultere i handlinger.

Hvad er det så for nogle tanker, der kan fylde en kvindes hoved en mandag morgen? Eller skal jeg måske hellere skrive en søndag eftermiddag, aften og nat...eller nærmere det sidste stykke tid?

Det pudsige er, at det intet har med min TegnePlanet og min kunst at gøre...Aldrig har jeg nemlig følt styrken og glæden så stærk som nu. Der er så meget energi i min ideer og projekter, at jeg allerede inden indgangen til 2012, vidste at dette år er mit år. Mit år til at realisere mine projekter, og jeg må sige at året på den side allerede har været god mod mig. Jeg møder skønne, fantastiske mennesker på min vej, mennesker, der siger de rette ting, bekræfter mig endnu engang i at jeg er på rette vej. Sammenhængen mellem mine ideer er der. Den røde tråd er på plads, og det er bare så fedt!!!!

Så det er ikke på den arbejdsmæssige konto, det knager.....det er mere ting, jeg som privatperson skal forholde mig til.

Har netop nydt små 5 dage med mine skønne piger i Århus, hvor vi havde nogle dejlige dage sammen alle 4. At opleve at børnenes far og jeg, på trods af det, vi har været igennem, bare havde fokus på nærværet og samværet med vores guldklumper. Det har været rart og ja en bekræftelse på at vi har elsket hinanden engang og har formået at bevare vores venskab/forældreskab. (Vi skal så blot undgå evt. brandpunkter ;O)

At komme hjem og fornemme at presset, der ubevist ligger og lurer, efter min kære mor blev fundet på gaden og kom et smut med ambulancen igen, (alt er ok og hun er hjemme igen). Det pres som gør at en opprioritering af hende selvfølgelig er naturlig. At være en bedre datter, at gå ture med hende, hygge mere med og om hende. Ja, jeg ved at jeg nok ikke gør nok og slet ikke i forhold til min søs, som har hende boende pt. Men jeg gør mit bedste og hygger om hende om eftermiddagen, som vi begge nyder.

Jeg kunne ikke gøre det samme som min søs, måske fordi jeg har et andet temperament og måske fordi jeg kender mig selv så godt? Jeg kender mine grænser, men alligevel arbejder jeg med mig selv, for ikke at føle mig som en dårligere datter. Jeg er dér, i det omfang, jeg kan og formår, og melder også pas for ikke at skulle styrtdykke med stress igen. Det ord - stress - er iøvrigt ikke eksisterende i mit univers mere...måske fordi jeg er tro mod mig selv? Måske fordi jeg siger fra og vælger mine kampe?

Men uanset hvad jeg gør, kan det være svært at se at ens omgivelser ikke også siger fra, og mærker efter hvad der er rigtigt og forkert for dem, mærke efter hvornår deres grænser overskrides. Der skal være tid til at stoppe op og fylde sig selv op. Det sker desværre for mange alt for sent, og så er en sygemelding måske uundgåelig?

At jeg prøver at holde fast i mine valg og passer på mig selv, kan virke egoistisk på andre, netop når der så er tid til at se venner og veninder. Det kan måske virke overfladisk udefra, men for mig er der stor forskel på at give af sig selv og blive drænet for energi og at give af sig selv og blive fyldt op af energi.

Jeg vil ikke have dårlig samvittighed, over at jeg også vælger mit eget voksenliv, vælger at kunne være sammen med andre kvinder og mænd. Jeg nyder at være datter, søster og mor, moster og niece, men i den grad også at være kvinde og veninde. Det ene udelukker ikke det andet...men skaber jo den, jeg er i en helhed.

Det er vel også kvaliteten fremfor kvantiteten, der er vigtig og så begrave djævlen, der pirker min samvittighed og kysse englen istedet.



Hvad sker der liiiige her?

Som meget kreativt individ...og knap så struktureret, har jeg på trods formået at få lavet en separat præsentationsside på facebook, som jeg faktisk er ret tilfreds med, og dét er jo positivt! www.facebook.com/regitzedanlambaa

At det så slår mig efter en god coaching session, at jeg faktisk er ved at lave en tilsvarende identisk præsentation her på min blog, ved jeg ikke om er så positivt endda??!

For jeg tænker, at det vel ikke som sådan er en ide, at sidde og uploade de samme malerier og tegninger på både faceB og her på bloggen?...et eller andet sted er det vel en art spild af tid at foretage samme procedure to gange og måske også spild af din tid at se de samme visuelle udtryk igen og igen, selvom en gensynsglæde selvfølgelig skal være velkommen :O)

Hm, tænke tænke...så jeg måtte lige rode lidt rundt på første for at finde ud af udgangspunktet,  hvorfor jeg ville lave en blog..

Det mærkelige er jo, at jeg ikke er i tvivl om hvad min blog skal bruges til...nemlig at fortælle lidt om hid og hint, krydret med en let humoristisk streg...Det har hele tiden været mit udgangspunkt, og der har da også været flere situationer på det sidste, der kunne "offentliggøres" her på bloggen.

Hvad "undskyldningen" så  har været udover at jeg ikke har fået nedskrevet ord, såvel som tegnet stregen og uploadet det til min blog?

Tja, i bund og grund tror jeg, at det er fordi, jeg ikke har sat mig ned, og formuleret formålet med de forskellige sites...for pling så er det hele blandet sammen i én stor pærevælling, fordi overblikket mangler...Uf, not rart at sidde og blotte virkeligheden her...men sådan er det jo! ;O)

Det skal og må være tid igen at begynde at få opdateret min blog noget oftere end tilfældet hidtil har været...

Må så nok komme til den realistiske selverkendelse, at det nok bliver mere end et par gange om måneden, der kommer updates, end et par gange om ugen......Lyder det ikke meget fornuftigt? og så er der nogle, der har fortalt mig at twitter også ville være et godt sted at oprette en profil....men at kunne begrænse sig, er også en kunst...og lige nu er det jo som bekendt malerkunsten, jeg gebærder mig i...så endnu engang må jeg vende tilbage til at ting, tager tid...og at opdateringer her og på fjæsen er faste holdepunkter, hvor opdateringer skal ske jævnligt, for ikke at løbe ud i sandet...

Iøvrigt sidder jeg i disse dage og arbejder i Adobe illustrator, og nyder også at udtrykke mig tegnemæssigt på den måde...så måske de næste streger bliver fra pc'ens univers??

Er pt i Jylland, hvor den landlige duft - trods snevejr - har indtaget min storbynæses lugtesans...derfor bliver min første streg et bud fra Jens Hansens bondegård. 



God weekend derude...og tak for din tid! :O)