Sidder denne smukke mandag morgen foran min pc. Det sner udenfor og kontrasten til kulden er dampen fra min nylavede kop te. Sneen, er ikke så rar for de trafikale forhold, men her fra 4. sal falder sneen smukt og fnuglet, og så er det bare så fredfyldt at se på.
Idag er en dag med tid til at reflektere en stund.
At stoppe op og give sig selv tid og ro til at mærke efter, er tid, der er guld værd for mig, og for den sags skyld nok også for andre, hvilket ville være med til at nedsætte livsstilssygdommen stress...
Jeg vågnede med en masse tanker tidligt i morges. Tanker omkring forskellige temaer, hvor jeg skal tage stil-ling. Det letteste for mig var at vende mig om og sove en time til...Da jeg atter vågnede, rædbrækket over at have ligget for længe, var tankerne taget til og jeg måtte derfor erkende at det var tid at se dem i øjnene...
For at danne mig et overblik, er det bedste så for mig at sætte mig ned og skrive. Det giver luft i hovedet, og virvaret af tanker, tvivl og evt løsninger bliver overført til papiret, så min underbevidsthed kan komme frem til den rette beslutning. og overblikket atter kan indfinde sig og resultere i handlinger.
Hvad er det så for nogle tanker, der kan fylde en kvindes hoved en mandag morgen? Eller skal jeg måske hellere skrive en søndag eftermiddag, aften og nat...eller nærmere det sidste stykke tid?
Det pudsige er, at det intet har med min TegnePlanet og min kunst at gøre...Aldrig har jeg nemlig følt styrken og glæden så stærk som nu. Der er så meget energi i min ideer og projekter, at jeg allerede inden indgangen til 2012, vidste at dette år er mit år. Mit år til at realisere mine projekter, og jeg må sige at året på den side allerede har været god mod mig. Jeg møder skønne, fantastiske mennesker på min vej, mennesker, der siger de rette ting, bekræfter mig endnu engang i at jeg er på rette vej. Sammenhængen mellem mine ideer er der. Den røde tråd er på plads, og det er bare så fedt!!!!
Så det er ikke på den arbejdsmæssige konto, det knager.....det er mere ting, jeg som privatperson skal forholde mig til.
Har netop nydt små 5 dage med mine skønne piger i Århus, hvor vi havde nogle dejlige dage sammen alle 4. At opleve at børnenes far og jeg, på trods af det, vi har været igennem, bare havde fokus på nærværet og samværet med vores guldklumper. Det har været rart og ja en bekræftelse på at vi har elsket hinanden engang og har formået at bevare vores venskab/forældreskab. (Vi skal så blot undgå evt. brandpunkter ;O)
At komme hjem og fornemme at presset, der ubevist ligger og lurer, efter min kære mor blev fundet på gaden og kom et smut med ambulancen igen, (alt er ok og hun er hjemme igen). Det pres som gør at en opprioritering af hende selvfølgelig er naturlig. At være en bedre datter, at gå ture med hende, hygge mere med og om hende. Ja, jeg ved at jeg nok ikke gør nok og slet ikke i forhold til min søs, som har hende boende pt. Men jeg gør mit bedste og hygger om hende om eftermiddagen, som vi begge nyder.
Jeg kunne ikke gøre det samme som min søs, måske fordi jeg har et andet temperament og måske fordi jeg kender mig selv så godt? Jeg kender mine grænser, men alligevel arbejder jeg med mig selv, for ikke at føle mig som en dårligere datter. Jeg er dér, i det omfang, jeg kan og formår, og melder også pas for ikke at skulle styrtdykke med stress igen. Det ord - stress - er iøvrigt ikke eksisterende i mit univers mere...måske fordi jeg er tro mod mig selv? Måske fordi jeg siger fra og vælger mine kampe?
Men uanset hvad jeg gør, kan det være svært at se at ens omgivelser ikke også siger fra, og mærker efter hvad der er rigtigt og forkert for dem, mærke efter hvornår deres grænser overskrides. Der skal være tid til at stoppe op og fylde sig selv op. Det sker desværre for mange alt for sent, og så er en sygemelding måske uundgåelig?
At jeg prøver at holde fast i mine valg og passer på mig selv, kan virke egoistisk på andre, netop når der så er tid til at se venner og veninder. Det kan måske virke overfladisk udefra, men for mig er der stor forskel på at give af sig selv og blive drænet for energi og at give af sig selv og blive fyldt op af energi.
Jeg vil ikke have dårlig samvittighed, over at jeg også vælger mit eget voksenliv, vælger at kunne være sammen med andre kvinder og mænd. Jeg nyder at være datter, søster og mor, moster og niece, men i den grad også at være kvinde og veninde. Det ene udelukker ikke det andet...men skaber jo den, jeg er i en helhed.
Det er vel også kvaliteten fremfor kvantiteten, der er vigtig og så begrave djævlen, der pirker min samvittighed og kysse englen istedet.
