Er der noget, der kan få mig til at ligge søvnløs med lyset tændt om natten, er det, hvis jeg har set en thriller eller en gyserfilm. Min sunde fornuft ved jo godt, at der er et filmhold kørende i kulissen, når en scene bliver “skudt”, men det er som om det glider i baggrunden, når mørket sænker sig, og gysene og skrigene lægger sig i underbevidstheden.
Almindelige lyde fra køleskabet eller varmeapparatet kan pludselig forveksles med en serieøksemorders fodtrin eller åndedræt, der bevæger sig gennem køkkenet ud i gangen, hvor han søger efter sit næste offer.
Eller skjorten og den lange uldne cardigan, der pænt hænger på en bøjle på døren, der i en sen nattetime kan forveksles med et altædende spøgelse. Måske jeg skulle overveje at sove med briller på om natten, for at nedsætte uhyggen?
Jeg husker stadig en sommer, hvor jeg havde været i Århus og aflevere pigerne, som skulle på ferie i 3 uger hos deres far. Til toget havde jeg købt den illustrerede udgave af bogen Da Vinci Mysteriet, hvor kunstværker og seværdigheder, der bliver beskrevet også bliver vist.
Togturen retur til hovedstaden føltes som en halv time, fordi fordybelsen i bogen var så stor. Jeg husker stadig hvordan jeg hjemme igen næsten ikke kunne løsrive mig fra bogen, og holdt først en pause, da aftenen var ved at falde på, og mine øjne gjorde krav på at en lampe blev tændt..
Da jeg jo er meget visuel bliver én af de stærkeste personer i bogen albinoen. (Kan kort sige, at jeg aldrig har genlæst bogen eller set filmen for den sags skyld. Ikke fordi bogen ikke var god, men fordi jeg ikke er ekstra udrustet på samme måde som mænd er….). Mit billede af albinoen, var så stærkt at jeg måtte sove med lyset tændt et par nætter i træk og alle skygger blev forvekslet med ham. Så kort sagt jeg var piv bange for at være alene hjemme i lejligheden i de 14 dage!
Så den bog og Hitchcocks små gyserfilm, som jeg kiggede med på gennem fingrene, da jeg var barn, har gjort så stærkt indtryk på mig, at jeg på ingen måde brænder for at læse uhyggelige bøger eller se skumlegyser- eller thrillerfilm. Fik dog overvundet mig selv til at se “Rødhætte”, som egentlig var meget underholdende, med knap så mange gys, som jeg derfor for længst er kommet over.
Nu skal det så siges, at jeg står ved min angst for filmskabte uhyggegyserfilm, og takker pænt nej til at se sådanne, uanset hvor mange vi end er, der måtte sidde sammen undervejs. Nix, nej jeg kan ikke og vil ikke se dem!
Når det så er sagt, har jeg lavet én undtagelse, idet der er ét monster, jeg har accepteret, som faktisk til et vist niveau er velkomment. Det er et monster, som jeg fandt ud af er i min lejlighed, ikke kun om natten, men ofte når det er koldt eller trætheden har det lidt svært ved at forlade kroppen. Det kan også sagtens finde på at dukke op, når jeg vender hjem fra en tur udenfor, og fryser.
Hvem mit monster er, er jo ganske enkelt, for det er selvfølgelig mit dynemonster!!! Det eneste monster som jeg ikke er bange for, men som jeg dog kan have mine magtkampe med, når klokken er 6.00 om morgenen!
Hvem mit monster er, er jo ganske enkelt, for det er selvfølgelig mit dynemonster!!! Det eneste monster som jeg ikke er bange for, men som jeg dog kan have mine magtkampe med, når klokken er 6.00 om morgenen!
Mit dynemonster er godt til at holde mig længe i sengen, og charmer med både varme, skønne og bløde dynekram, og en hvisken i øret: ”Hvorfor skal du stå ud af sengen, når det skal være en kamp, og jeg alligevel vinder?"
Jeg prøver så at ligge helt helt stille i nogle minutter for så at tage kampen op og så én, to, tre er jeg kampklar, og laver et karatespark (hvordan sådan et så end er) og formår at “snørre” dynemonsteret, overmande det, og skynde mig ud ad sengen, stolt af endnu engang at have overvundet mit vidunderlige dynemonster.
“Selvfølgelig skal jeg da op”, det siger sig selv, for jeg skal op og tegne og være kreativ, og gøre det jeg selv synes, jeg er bedst til og i første omgang er det at forevige mit dynemonster, så her er det, vær så god!
